Ifølge Miljøministeriet og juryen i kommunedysten 'Danmarks vildeste kommune' er Vordingborg Kommune landets absolut vildeste, når det kommer til at sikre og udvikle bæredygtig natur.

I godt halvandet år har alle landets 98 kommuner dystet om at udvikle de bedste biodiversitetsprojekter i kampen om at vinde titlen som ’Danmarks vildeste kommune’. I september 2022 faldt afgørelsen, og Vordingborg Kommune løb med sejren.

Det er et storslået naturgenopretningsprojekt på Knudshoved Odde, der har udløst den flotte titel. Her har kommunen på tidligere landbrugsjord skabt 200 hektar ny kvalitetsnatur i samarbejde med Rosenfeldt, Ravn-Nature, Miljøstyrelsen og andre partnere.

Miljøministeren, biolog Morten D.D. Hansen og resten af juryen har udvalgt det storslåede projekt, ligesom landets borgere også har haft en stemme. Alle har haft mulighed for at stemme på de ti finalekommuner i konkurrencen.

Vi er naturligvis stolte af titlen som Danmarks vildeste kommune, men vi er i endnu højere grad taknemmelig på naturens vegne.

Præmien i konkurrencen lyder nemlig på 1 million kroner øremærket til at skabe mere vild natur i vores vidunderlige kommune.

Sammen med Naturstyrelsen og Klintholm Gods vil vi nu gå i gang med at udvide kalkoverdrevet på Høje Møn til et naturområde på over 300 hektar til gavn for den sjældne sommerfugl Sortplettet Blåfugl, der har meget få levesteder.

I Danmark finder man den faktisk kun i området ved Møns Klint. Så vi skal passe rigtig godt på den og gøre alt, hvad vi kan, for at forbedre dens levesteder.

Indsatsen vil også have fokus på, hvordan naturen i området kan formidles, så vores borgere får mulighed for at opleve området og dyrelivet på tæt hold.

Læs mere om klima-indsatsen på Knudshoved Odde her.