Da Jesper Dyrby Carlson og Ditte Rokkjær Dybdal byttede boligen i Vanløse ud med en kystnær villa i Klintholm Havn, fik de ikke kun et nyt hjem. De fik også en ny hverdag fyldt med små og store naturoplevelser.

I 2018 traf parret Jesper Dyrby Carlson og Ditte Rokkjær Dybdal en stor beslutning. De satte deres hus i Vanløse til salg og forfulgte en drøm om at rejse ud i verden med deres to piger.

Da de to år senere kom hjem til Danmark igen, skulle de finde et nyt hjem.

- Mens vi var ude, gik det virkelig op for os, hvor værdifuld tiden sammen som familie er. Det ville vi ikke opgive, da vi kom hjem, siger Ditte og fortsætter:

- Vi ville gerne slå os ned et sted, hvor vi fik mere for pengene og havde råd til at prioritere familietiden, og så stod det højt på listen, at vi ville være tæt på naturen og kysten.

Valget faldt på Møn, hvor Jesper har familie, og parret fandt efter lidt søgen en villa i den hyggelige havneby Klintholm Havn tæt på Møns Klint.

Se videoen, og få et glimt af Ditte og Jespers hverdagseventyr.

Hverdagen er fyldt med vand og natur

Jesper arbejder som landstræner for det danske landshold i speed skating og rejser i perioder en del. Ditte, der er uddannet inden for ernæring, har skiftet karrierespor og fundet arbejde i receptionen på den lokale campingplads Camp Møns Klint.

- Nærheden til lokalsamfundet betyder noget for mig. Jeg vil gerne bidrage og være med til at udvikle Møn, siger hun og fortsætter:

- Og så ligger min arbejdsplads kun fem kilometer fra, hvor vi bor, så jeg cykler gennem skoven til og fra arbejde og har stadig tid til at lave nogle hyggelige ting med pigerne, når jeg kommer hjem.

Deres to piger elsker at bade. Familien har egne SUP-boards og mødes ofte med vennerne og paddler eller leger i bølgerne i sommerhalvåret.

- Det med lige at gå ud til stranden. Det er en kæmpe ventil. Jeg har altid boet i vestegnen af København, så jeg har aldrig tænkt over, hvor meget det egentlig betyder, at man kan se, så langt øjet rækker, siger Jesper.

Jesper, der blandt andet bruger naturen til at dyrke trailløb, er i øjeblikket ved at lære at kitesurfe. Farvandet ved Farø på den anden side af øen er et velbesøgt surfspot blandt vind- og kitesurfere.

- Jeg elsker, at naturen hernede rummer så mange muligheder. Det er bare at tage for sig, siger Jesper.

Fandt hurtigt plads i fællesskabet

Udover naturens mange muligheder, var det fællesskabet og det med at engagere sig i sit lokalsamfund, der fik familien til at slå sig ned på netop Møn.

- Jeg elsker at være lokal, og at tingene ikke er større, end at man hilser på folk og snakker sammen. Man har noget sammen, siger Jesper.

Sammen med nogle lokale har han startet foreningen Vandklubben og sidder desuden i skolebestyrelsen for Møn Skole.

- Det er en virkelig god skole, hvor fællesskabet er i fokus, og der bliver gjort en masse for at ungerne trives, siger Jesper.

På de to et halvt år, familien har boet på Møn, er der startet fem nye elever i den ældste datters klasse.

- Vi kan virkelig mærke, at der kommer mange børnefamilier, og at det er en skole, der bliver valgt til, siger Ditte.

Familien elsker at tage på ture i området, og i sommerhalvåret samles de ofte på stranden med venner og børnenes skolekammerater og hygger med bål.

- Jeg synes virkelig, man kan mærke, området bliver valgt til, og at folk hernede vil hinanden, siger Ditte og fortsætter:

- Uanset, hvor du går hen, når du går uden for din dør, så bliver det nemt til et eventyr.

Læs mere og find en oversigt over badestrande i Vordingborg Kommune.