Lejlighed i Nordvest, arbejde og studie. Ditte og Benjamin Bay Carlsen levede som de fleste unge i København, og de var glade for det. Venner, familien og caféen var lige rundt om hjørnet, mens hverdagen buldrede af sted.
- Jeg er uddannet kok og havde haft gode jobs på forskellige restauranter, og som unge var vi jo glade for livet i København, men som årene gik, opstod der en længsel efter lys og mere natur. Vi følte os mere og mere fanget i lejligheden, og der opstod nærmest en apatisk følelse af, at byens tempo og stress fra job og studie sugede energien ud af os, så vi bare sad i sofaen med vores skærme, fortæller 37-årige Benjamin Bay Carlsen.
De begyndte derfor at overveje et andet liv og kiggede også efter nedlagte landbrug og landejendomme.
- Det var for en 4-5 år siden, at vi begyndte at kigge på huse rundt omkring i landet. Vi kiggede både på Sjælland, Jylland og Fyn, men vi kunne ikke rigtig finde noget, hvor pris, plads og beliggenhed var rigtig.