Drømmer du om det søde sommerliv – året rundt? Her får du tre råd, der ruster dig til at rykke ind i sommerhuset permanent.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at ca. 21.500 sommerhuse bliver brugt som helårsbolig, og godt 36.000 personer har fast adresse i sommerhuset – det er næsten 20 procent flere end i 2010.

Også i Vordingborg Kommune længes flere og flere (kommende) pensionister mod et roligt hverdagsliv tæt på natur og byliv. Vi har samlet tre råd til dig, der overvejer at skifte villavejen ud med sommerliv.

 

#1: ”Prøve-bo” dit sommerhus, inden du tager en beslutning

Det er en stor beslutning at flytte fra murermestervillaen og permanent ind i sommerhuset. Derfor er det en god idé at ’prøve-bo’ i sommerhuset fra efteråret til foråret for at mærke efter, om det er noget for dig. Ved at prøve det faste sommerhusliv får du også en fornemmelse af, hvad der fungerer i sommerhuset nu – og hvad der eventuelt skal udbedres, inden du for alvor kan flytte ind hele året.

 

#2: Tænk dine sociale relationer ind

Der er mindre plads i sommerhuse end store villaer. Det er en god idé at tænke over, hvordan du kan bibeholde et socialt liv med gæster i din nye tilværelse. Det kan eksempelvis være en idé at anskaffe et anneks, du kan bruge til overnattende besøgende.

 

#3: Energioptimér dit sommerhus

Hvis dit sommerhus kun er blevet brugt som fritidshus før og samtidig er af ældre dato, er der risiko for, at det ikke egner sig til at være helårsbolig. Sæt dig godt ind i dit sommerhus’ standard, og prioritér forbedringer. Det er blandt andet vigtigt at få bragt varme og isolering op til den bedst mulige standard – så du slipper for blå læber og frosne fingre hele vinteren.

 

Vil du have mere inspiration til et helårsliv i sommerhuset? Få alt, der er værd at vide, i vores guide her.

Sommerhuse Ore Strand