Vilde koncerter, afslappede festivaler og klassisk musik. I Vordingborg Kommune byder musikscenen på noget for enhver smag.
Vores fantastiske område er hjemsted for flere stemningsfulde festivaler. På Midsommer Festival rykker musikken ind i hjertet af Præstø i baghaverne langs Tubæk Å, der forvandles til en charmerende og hyggelig musikscene. Er du vild med Garage Rock? Så læg vejen forbi Gutter Island ved det gamle krigsfort på Masnedø. Eller slå teltet op lige ud til vandet ved Hårbølle Strand og nyd atmosfæren, når sommerens sidste festival HØST MØN samler lokale og gæster fra storbyen til elektrisk guitar og dramatisk synth.
På spillestedet STARS kan du opleve mange af landets mest populære kunstnere - men også stand up og meget andet. Vær fx med til den månedlige musikquiz og test din musikviden med vennerne. Pakhus8 i Præstø er måske Danmarks hyggeligste spillested og spænder bredt fra toppen af dansk musik til lokale kunstnere.
Hver sommer samles lokale fra hele området traditionen tro og giver den gas på Slotstorvet til Vordingborg Festuge. Er du mere til klassisk musik? Musikforeningen Cæcilia faciliterer konceptet 'Opera i det fri' på Slotstorvet, hvor nogle af landets bedste operasangere optræder - og på Oremandsgård Gods kan du hvert år nyde en af Danmarks ældste kammermusikfestivaler Oremandsgaard Kammermusikfest.