Udeliv. Hygge foran pejsen. Færre kvadratmeter. Et liv i sommerhuset kan være fristende. Der er dog en række forhold, der er værd at overveje, inden du forelsker dig hovedkulds i tanken om at bo permanent i dit sommerhus. Vi besvarer nogle af de oftest stillede spørgsmål her.

Hvem kan bo i sommerhus året rundt?

Du må bo i dit sommerhus hele året, hvis du har ejet dit sommerhus i ét år eller mere og opfylder et af følgende krav:

  • Har ret til folkepension
  • Er pensionsmodtager, der er fyldt 60 år
  • Er førtidspensionist
  • Er efterlønsmodtager
  • Modtager fleks-ydelse.

Hvis du opfylder et af kriterierne, kan du bruge dit sommerhus som helårsbolig uden at søge om tilladelse fra kommunen. Du er dog selv ansvarlig for at vurdere, om sommerhusets stand er tilstrækkelig god til helårsbeboelse. Derfor har du heller ikke ret til erstatning, hvis dit sommerhus på et senere tidspunkt erklæres uegnet til helårsbeboelse.

Hvis du ikke opfylder et af ovenstående kriterier, gælder følgende regler:

  • I sommerperioden fra 1. marts til 31. oktober må du opholde dig ubegrænset i dit sommerhus
  • I vinterperioden fra 1. november til 28. februar må du benytte dit sommerhus til ”kortvarige ophold”, som sammenlagt højst må udgøre halvdelen af vinterperioden.

 

Kan jeg få dispensation til at bo i mit sommerhus året rundt?

I særlige tilfælde kan kommunen give dig tilladelse til at bo i dit sommerhus, selvom du ikke opfylder de gængse kriterier. Det kan være på grund af arbejde, sygdom eller invaliditet. Du ansøger om dispensation og tilladelse på borger.dk eller ved at kontakte kommunen, som sommerhuset ligger i.

 

Hvad gør jeg, hvis kun én i husstanden er folkepensionist?

Det er nok, at én i husstanden er folkepensionist. Så hvis du er pensionist, eller opfylder et af de andre krav, kan din ægtefælle, samlever eller nært beslægtede bo i sommerhuset sammen med dig. Hvis du er pensionist og flytter fra sommerhuset, falder retten til at benytte det til helårsbeboelse bort både for dig og din ægtefælle/samlever. Du kan altid flytte tilbage i sommerhuset, hvis du fortsat opfylder betingelserne. Hvis den pensionist, der har lov til bo i sommerhuset hele året, går bort, kan resten af husstanden blive boende.

 

Er det billigere at bo i sommerhus end almindeligt hus?

Der er økonomiske gevinster ved at bytte den store villa ud med færre kvadratmeter. De fleste sommerhuse har el som primær varmekilde, og flere har også i dag fået installeret varmepumpe. Samtidig bliver både hyggen og varmen ofte forstærket med en brændeovn eller pejs. Sommerhuse har normalt et væsentligt mindre areal, der skal opvarmes, og det betyder et lavere energiforbrug.

 

Vil du have mere inspiration?

Læs vores guide, der giver dig en forsmag på sommerhuslivet – året rundt.

 

Kilder:

Videnscentret Bolius: Helårsbeboelse i sommerhuse

Borger.dk: Sommerhus

Henrik Hauthorn Jensen, seniorkonsulent og boligmarkedsanalytiker hos home a/s.

Klitter Ved Ulvshale Strand